MOGENS KOCH



Stor anerkendelse for sine restaureringer, bygningsarkitektur og ikke
mindst sin møbelkunst.

BYGNINGSARKITEKT

MOGENS KOCH (1898 – 1992)

Mogens Koch blev uddannet som bygningsarkitekt fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 1925. I perioden indtil 1932 arbejdede han som assistent hos arkitekt og møbeldesigner Kaare Klint. Mogens Koch arbejdede ligeledes med andre arkitekter som Carl Petersen og Ivar Bendtsen, indtil han åbnede egen tegnestue i 1934. I årene 1950 – 1968 var Mogens Koch ansat som professor i restaurering ved Kunstakademiets Arkitektskole.

Ud over de mange restaureringsarbejder som bygningsarkitekt, var det i høj grad også møbeldesign, som han kastede sin kærlighed på. Her fokuserede han på de danske traditioner med funktionalisme: et stringent design, hvor hver enkelt del tjener et formål, og hvor vægten er lagt på et enkelt formsprog uden overflødig udsmykning.

Mogens Koch havde en forkærlighed for det gode håndværk med sans for detaljer og teknisk fuldkommenhed. Hans foretrukne materialer var træ, læder, uld, lærred og andre naturlige materialer samt messing, som især anvendtes i forbindelse med det funktionelle design og det håndværksmæssige æstetiske udtryk. De møbler, som han designede, høstede stor anerkendelse og vandt popularitet på grund af deres fine design, den formfuldendte fremstilling og skønheden, hvor funktionalitet og enkelthed altid gik forrest.

Mogens Koch Design er igennem de sidste par år blevet en vigtig samarbejdspartner, og bl.a. ikoner som reolsystemet og foldeserien glæder vi os over at kunne indskrive i vores designportefølje.

Mange af Mogens Kochs møbler tog afsæt i hans eget hjem - rækkehuset på Bellahøj i København. Dette var ud fra en praktisk forudsætning om maksimal udnyttelse.

Mød vores andre arkitekter