HANS J. WEGNER



Tildelt en lang række såvel danske, som udenlandske priser og æresbevisninger.

MØBELSNEDKER OG ARKITEKT

Hans J. Wegner (1914 – 2007)

Hans J. Wegner blev uddannet som møbelsnedker i perioden 1928-1932.

Fra 1936-1938 studerede han møbeldesign på Kunsthåndværkerskolen, hvorefter han blev hentet til Arne Jakobsens og Erik Møllers tegnestue i Aarhus til at tegne møbler til byens nye rådhus. Hans J. Wegner startede egen tegnestue i Aarhus i 1943 og flyttede i 1946 med sin hustru til København. Wegner startede med at tegne møbler til GETAMA i 1949 og har siden skabt et stort antal populære møbler, hvoraf mange stadig er i produktion på fabrikken i GEDSTED.

Blandt de første Wegnermodeller tegnet til GETAMA var sofasættet GE240 “Cigaren". Udover et produktnummer har flere af møblerne fået navne som f.eks. “Cigaren", “Butterfly" og “Venus". Det var imidlertid ikke Wegner selv, der gav sine design navne, men derimod producenter, journalister, møbelhandlere og andre som var passionerede omkring Wegner's design. Hans J. Wegner er nok mest kendt som møbelarkitekten, der tegnede op imod 500 stole, altid med fokus på gennemtænkt siddekomfort. Hans J. Wegner er ligeledes kendt for sine omhyggeligt udførte arbejdstegninger, som med deres nøjagtighed og store detaljerigdom altid er udgangspunkt for fremstillingsprocessen.

Langt den største del af designporteføljen hos GETAMA består således endnu i dag af værker fra Wegner's hånd, hvoraf mange i dag regnes for klassikere. Hos GETAMA har vi stadigvæk stor glæde af Hans J. Wegner idérigdom og dybe forståelse for det holdbare håndværk. Vi er stolte af fortsat at løfte arven efter Hans J. Wegner, og vort samarbejde med tegnestuen, som bygger på en lang og stærk historie om passion og respekt for den danske design arv.

Mød vores andre arkitekter